Hvordan foregår en behandling?

Manuvision kropsterapi har en holistisk tilgang, der ser på mennesket som en helhed.

Det betyder at jeg ikke kun arbejder med de fysiske symptomer du kommer med, men også med sammenhængen med andre dele af kroppen og de underliggende årsager.

70 min. inklusiv samtale og behandling på briks
En behandling tager 70 minutter. Helt praktisk starter vi med en snak om, hvad det er, du kommer med og gerne vil have, jeg kigger på.

Hovedparten af behandlingen foregår som regel på briksen. Udgangspunktet er, at du bliver behandlet i undertøj og ligger under et tæppe. Har du det svært med dette, så snakker vi om det og tager den derfra. Det vigtigste for mig er at få skabt et trygt og tillidsfuldt rum for dig at være i. 

Forskellige teknikker og fokus på åndedræt
Under behandlingen bruger jeg dybtgående massageteknikker, akupressur og pulserende bevægelser af kroppen. Samtidig arbejder jeg med dit åndedræt. Jeg tilpasser altid behandlingen til dig og de udfordringer, du har.

Nogle problemer kan løses ved en enkelt eller få behandlinger, fx en spændingshovedpine eller en øm nakke, der lige er opstået. Har problemerne varet i længere tid, vil det kræve flere behandlinger at løse de udfordringer, du kommer med. 

Slip af barrierer og spændinger
I et behandlingsforløb arbejder vi med at finde tilbage til, hvad vores kroppe evner, hvad der er mentale barrierer og hvad der er fysiske.  Når jeg skriver ”vi”, så er det fordi, du som klient er aktiv i behandlingen med din vejrtrækning, med at slippe spændingerne og med at mærke, hvad der er på spil i din krop og dit sind. Jeg hjælper med at sætte nogle ord på det, du mærker og det, du har brug for at slippe. 

Vi afrunder behandlingen med et glas vand og en ganske kort snak om, hvad du skal være opmærksom på efterfølgende. Hvis relevant giver jeg dig en øvelse med hjem.

Slip spændingerne og mærk friheden